I dette foredrag deler jeg min personlige og professionelle rejse fra mange år som erhvervsleder, gennem psykisk krise og psykiatrisk behandling, til i dag at arbejde med personlig recovery og beskæftigelse som IPS-konsulent samt som underviser og foredragsholder
Det er ikke en historie om hurtige løsninger eller ”at tænke positivt”. Det er en fortælling om tab af arbejdsidentitet, om skam og tvivl. Og om hvordan reel recovery tager form, når man bliver mødt som helt menneske og finder ind til sine kerneværdier.
Et foredrag, der forbinder praksis, erfaring og håb
Foredraget bygger på fuld personlig recovery. Ikke forstået som fravær af sårbarhed, men som evnen til igen at stå i sig selv, tage ansvar og finde nye veje i arbejdslivet.
Jeg trækker på erfaringer fra:
- erhvervslivet og ledelsesrum
- mødet med psykiatrien indefra
- arbejde som recovermentor i psykiatrien
- arbejdet som IPS-konsulent med fokus på ordinært arbejde
- undervisning af fagprofessionelle, studerende og organisationer
Det giver et sjældent dobbeltperspektiv: borgerens, lederens og fagpersonens blik på personlig recovery og beskæftigelse.
Hvad får deltagerne med sig?
- En ærlig og nuanceret forståelse af recovery – uden forenklinger
- Indsigt i, hvordan arbejdsidentitet kan genopbygges efter psykiske udfordringer
- Perspektiver på, hvorfor arbejde kan være helende. Og hvornår det ikke er
- Konkrete refleksioner, der kan omsættes til praksis i beskæftigelse, ledelse og undervisning
- Mod til at se mennesker før systemer. Også når det er komplekst
Målgrupper
Foredraget henvender sig bl.a. til:
- virksomheder, ledere og HR-funktioner
- kommuner, jobcentre og a-kasser
- psykiatri, uddannelsesinstitutioner og faglige miljøer
- medarbejdere og organisationer, der arbejder med mental sundhed og beskæftigelse
Form og tone
Foredraget er personligt uden at være privat, fagligt uden at være akademisk og engagerende uden at være højtravende. Der er plads til både eftertanke, genkendelse og dialog.
Foredraget giver ikke færdige svar, men et stærkere grundlag for at stille de rigtige spørgsmål – måske også til dig selv
