Personlig Recovery - Individuel recovery-terapi

Individuelle recovery-terapeutiske samtaler

Når livet slår en revne, er det ikke altid symptomerne, der er det sværeste.

Det kan være frustration over ”hvorfor mig”, ofte fulgt af sorg og fortvivlelse. Det kan være oplevelsen af tabet af retning, identitet og tillid til sig selv, der fylder mest.

Individuelle recovery-terapeutiske samtaler henvender sig til dig, der lever med depression, angst, bipolar lidelse eller neurodivergente udfordringer – og som har brug for et rum, hvor fokus ikke er på diagnoser, men på dig og dit liv. Med fokus på at få det bedste ud af de kort, du nu en gang har fået på hånden.

Hvad personlig recovery betyder her

Personlig recovery handler ikke om at blive “rask” eller vende tilbage til et tidligere liv.
Det handler om at finde en måde at leve videre på, når noget afgørende har ændret sig.

I samtalerne arbejder vi med at genopbygge:

  • fodfæste og selvforståelse
  • tillid til egen dømmekraft
  • mening og retning i hverdagen
  • et mere bæredygtigt forhold til arbejde, krav og forventninger
  • relationer til familie og nære omgivelser

Recovery er ikke en metode, jeg anvender dig.
Det er en proces, vi arbejder med sammen – i dit tempo og med respekt for dine grænser.

Et andet fokus end klassisk terapi

Recovery-terapeutiske samtaler tager udgangspunkt i det levede liv – både det, der ligger forud for krisen, og det, der har bygget sig op frem mod den. Vi arbejder med at skabe forståelse og sammenhæng i livsforløbet, uden at psykoanalysere eller reducere erfaringer til diagnoser og symptomer.

Hvad er CHIME i recovery-forståelsen

Tilgangen til recovery-terapien er inspireret af både recovery-orienterede forståelser og metakognitive principper, som tilsammen danner rammen for de individuelle samtaler. Nedenfor præsenteres CHIME-modellen, som sætter ord på centrale elementer i personlig recovery.

C

At være menneske blandt mennesker

Recovery sker ikke i isolation. Forbundethed handler om relationer, netværk og oplevelsen af at høre til – også når livet er blevet skrøbeligt. Det kan være én vigtig relation eller et nyt fællesskab, der langsomt giver mod på mere.

H

At turde tro på, at noget kan blive anderledes

Håb er ikke optimisme eller positive tanker. Det er den stille erkendelse af, at udvikling er mulig – også når vejen ikke er tydelig. Håb kan lånes af andre, indtil man selv kan bære det igen.

I

At finde sig selv – også efter brud og tab

Når sygdom eller krise rammer, rammes identiteten ofte hårdere end symptomerne. Recovery handler om at genopbygge en forståelse af, hvem man er, og hvad der har værdi – ikke om at vende tilbage til den, man var før.

M

At leve et liv, der opleves som ens eget

Mening handler ikke kun om indhold, men om medindflydelse. Om at have reel indflydelse på de valg, der træffes, og den retning livet bevæger sig i. Når man oplever, at beslutninger tages med én – og ikke for én – styrkes både engagement, ansvar og livsmening.

E

At genvinde indflydelse over eget liv

Empowerment handler om at få sin stemme, dømmekraft og handlekraft tilbage. Ikke ved at klare alting selv – men ved gradvist at tage ejerskab over valg, grænser og retning.

Et ekstra A

At stå i det, der er – uden at give op

Accept handler ikke om resignation eller om at finde sig i alt. Det handler om at anerkende sin situation, som den er, uden konstant kamp mod virkeligheden. Ofte opstår den største forandring netop dér, hvor modstanden slipper, og energien kan bruges på det, der faktisk er muligt.

Accept kan være forudsætningen for både håb, mening og handlekraft.

“Det forunderlige paradoks er, at når jeg accepterer mig selv, som jeg er, så kan jeg ændre mig”. – Carl Rogers

Individuel Recovery-terapi

Personlig recovery-terapi henvender sig til enkeltpersoner, der ønsker et individuelt samtaleforløb med fokus på livet – ikke på systemer, diagnoser eller standardløsninger.

Ved et individuelt Recovery-terapeutisk forløb finder vi dine veje tilbage til et godt liv enten med, eller efter de udfordringer du har oplevet, og måske levet med i mange år

Identitet. Personlig recovery kan hjælpe dig med at genfinde – eller klarlægge – en følelse af, hvem du er, når sygdom, stress eller livsomstændigheder har taget styringen. Fokus er ikke på diagnoser og analyser, men på dig som menneske.
Egen indflydelse. Personlig recovery-terapi tager afsæt i CHIME-forståelsen og en metakognitiv tilgang til tanker. Forløbet formes individuelt ud fra dine ønsker og mål – ikke ud fra en standardmodel – og du har reel indflydelse på både retning og tempo.
Håb og retning. Recovery handler om at finde håb og retning, der giver mening for dig. Gennem selvforståelse, selverkendelse, fokus på dine grundliggende værdier og måske oversete ønsker skabes realistiske pejlemærker, også når overblik og tro på fremtiden kan være svækket.
Accept og handlekraft. Accept er ikke at give op. Det er at stå i det der er, uden konstant kamp – og derfra finde den energi, der gør handling mulig.